|
|
 |
|
|
|
Medarbejdercases
Gerald Nyegaard og Michael Vestergaard Drejer beskriver med egne ord, hvad arbejdet hos BOAS Specialister har betydet for deres liv
"Alt i alt vil jeg bruge udtrykket: "Et værdigt liv""
Af Gerald Nyegaard
Det, jeg har lagt mærke til, er, at jeg har udviklet mig personligt og fagligt, siden jeg startede hos BOAS Specialister. Før jeg startede hos BOAS Specialister, var jeg mentalt ved at gå i stå og havde en meget ringe selvværdsfølelse. Det er som om jeg vokser med opgaverne. Desuden har jeg lært, at der ikke findes entydige løsninger på alt, og jeg har også lært at bruge denne indsigt i sammenhænge, som ikke har noget med mine arbejdsopgaver at gøre. Som Asperger kan jeg godt lide, at alt er entydigt, men der er nogle arbejdsopgaver, som kræver, at jeg selv skal vurdere, og løsningen ikke altid er entydig som en matematisk beregning. Arbejdsopgaverne er desuden velkomne udfordringer for én som mig, der godt kan lide at bruge hovedet, har sans for detaljer og elsker struktur.
Uden det sociale samvær her på arbejdspladsen ville jeg blive fuldstændig isoleret. En anden fordel ved at være ansat hos netop BOAS Specialister er, at det er en arbejdsplads, hvor jeg bliver respekteret, som den jeg er, og her er der ingen, der ser ned på mig på grund af mit handikap.
Min nuværende økonomi gør mig uafhængig af kommunen. Nu er der ingen, der bestemmer over, hvad jeg skal bruge min indtægt til, og om jeg må spare op til noget, eller om jeg må holde ferie i udlandet. Førhen var det simpelthen uværdigt.
Alt i alt vil jeg bruge udtrykket ”et værdigt liv” om hvad det betyder for mig at være ansat hos BOAS Specialister.
"Jeg har fået et formål med at stå op hver dag"
Af Michael V. Drejer
At arbejde hos BOAS Specialister har givet mig en hidtil ukendt mening med ordet ’livskvalitet’. At komme fra et liv med usikkerhed om fremtiden, jobs der føltes som om de sugede al livsenergi ud, og en økonomi der blev værre og værre for hver dag, og ind i varmen hos BOAS Specialister, var en kæmpe forandring.
Jeg har været i stand til at få en dejlig lille lejlighed, har fået meget større ro i min økonomi, og |
|
der er samtidig plads til de daglige rutiner, som betyder utroligt meget for mig som en med aspergers syndrom. Den plads har der aldrig været før på de steder jeg har arbejdet eller studeret. Jeg er i langt højere grad i stand til at arbejde effektivt, uden alt det sygefravær som karakteriserede mit liv i skolen, universitetet og jobs.
Jeg har efterfølgende også haft mulighed for at udvide mine kompetencer inden for områder, jeg aldrig ville have tænkt på tidligere, og nyder selvfølgelig hver eneste gang folk bliver imponerede og overraskede over den høje kvalitet af det arbejde, vi laver.
Uden BOAS Specialister var jeg endt på førtidspension og sandsynligvis fortsat videre ned i depression. Jeg havde en meget klar overbevisning om, at der ingen mulighed var for, at jeg kunne bruges på arbejdsmarkedet. Nu bidrager jeg til arbejdsmarkedet med de kompetencer, som jeg har fået afklaret gennem BOAS Specialister, på en måde som giver mit liv ny mening og formål.
Ligeledes er det første gang, at jeg nogensinde har haft et socialt forhold til mine arbejdskolleger, da jeg her bliver værdsat, forstået og respekteret for den jeg er.
Jeg har fået et formål med at stå op hver dag, jeg udfører opgaver, som jeg er god til, bliver jævnligt bekræftet i, at jeg er god til det, jeg gør, og udvikler hele tiden nye kompetencer, både professionelle og sociale. Gennem BOAS Specialister har jeg fået en livskvalitet, jeg ikke har haft, siden jeg var et ubekymret barn. |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
 |
|